Fastkurspolitik er en pengepolitik, hvor handelsværdien mellem to valutaer bliver fastholdt i forhold til hinanden. Danmark fører eksempelvis fastkurspolitik i forhold til euroen (€).
Det vil sige, at når du veksler danske kroner til euro eller omvendt, vil prisen altid være fastlagt – +/- 2,25%. Én euro vil derfor altid svare til mellem 7,29 kr. Til 7,62 kr.
Det er centralbanker – såsom Danmarks Nationalbank – der er ansvarlige for, at fastkurspolitikken overholdes. Det gør de ved enten at sælge og købe deres egen valuta for at påvirke valutakurserne, eller ved at hæve og sænke de pengepolitiske renter.
Ved at hæve renten på den danske krone kan centralbankerne stimulere investeringer fra og eksport til udlandet. De kan også skabe finansiel stabilitet ved at sænke renterne, hvilket regulerer kapitalindstrømning fra udlandet – men også giver danske borgere incitament til at holde på deres penge eller investere selv.
Valutakurser der er underlagt fastkurspolitik, er ofte mere stabile end flydende valutaer. Deres handelsværdi svinger nemlig ikke i ligeså høj grad. Til gengæld kan økonomier under fastkurspolitik have svært ved at tilrettelægge sin pengepolitik ud fra deres egen konjunkturer.
Fordele ved fastkurspolitik
For bedre at forstå, hvorfor Danmark i over 30 år har fulgt en fastkurspolitik (først med den tyske D-mark og derefter med euroen), er det værd at tage et kig på de overordnede fordele ved fastkurspolitikker.
En fastkurspolitik skaber mere samhandel mellem de involverede lande. Det er, fordi virksomheder i de pågældende lande har nemmere ved at sælge og købe varer eller ydelser til og fra hinanden.
Fastkurspolitikken skaber også mere sikkerhed og mindre risiko for virksomheder, der importerer eller eksporterer mellem de involverede lande. De skal nemlig ikke bekymre sig om,hvorvidt fortjenesten kan blive påvirket af svingende valutakurser. Det kan være et problem ved samhandel med flydende kurser.
Hvis du eksempelvis som dansk virksomhed eksporterer meget til USA, kan den flydende kurs mellem dollaren og den danske krone skabe usikkerhed på præcis, hvor meget du egentlig kan tjene på den eksporterede vare. Især hvis betalingen først falder tre måneder efter, at handlen er blevet aftalt.
For at kunne have en velfungerende fastkurspolitik, er det dog også nødvendigt med en høj tillid mellem handelspartnerne. De to økonomier kædes sammen og skal følges ad.
I bytte for den stabilitet, har fastkurspolitikker derfor også sværere ved at reagere på deres egen markeder. De kan også være sårbare for valutaspekulation, da valutaspekulanter kan låne for flere milliarder og udnytte centralbankernes velvillighed til at beskytte sine økonomier med lån. Dette er dog endnu ikke hændt for Danmark.
Hvorfor fører Danmark en fastkurspolitik?
Danmarks fastkurspolitik er fastlagt i ERM II-samarbejdet med den Europæiske Centralbank (ECB). Det vil sige, at vi har en fastkurspolitik med Eurozonen – altså de lande, som har dannet en møntunion og indført euroen (€) som fælles valuta.
Nationalbanken sikrer fastkurspolitikken gennem penge- og valutapolitikken. Det er samme mekanisme, som også er med til at beskytte den danske økonomi mod eksempelvis lav inflation.
Før euroen blev indført som valuta i eurozonen i 1999, havde Danmark fastkurspolitik med den tyske D-mark. Vi har altså siden 1982 holdt kronekursen stabil i forhold til en af de største og bærende økonomiske markeder i Europa.
Vi er i dag en af de få lande, der stadig har fastkurspolitik. Før 1970’erne var dette ellers det dominerende valutakurssystem. Først med guldstandarden mellem 1870’erne til 1930’erne, og derefter med Bretton Woods-systemet, som vestlige lande oftest benyttede mellem 1944 til 1970’erne.
I løbet af 70’erne oplevede Danmark dog flere devalueringer, hvor man holdt fast i et bestemt kursforhold – mod til gengæld at ændre den konkrete kurs, man styrede efter. Det betød, at udenlandske investorer ikke havde lyst til at lave investeringer i Danmark, da værdien af deres investering kunne falde i værdi. Der opstod derfor en række ubalancer i den danske økonomi.
I 1990’erne valgte flere lande i EU helt at overgå til en ny fælles valuta, euroen. De resterende lande – med undtagelse af Danmark – valgte herefter en flydende valutakurs. Det betyder, at de har selvstændige inflationsmål, men ellers lader valutamarkederne bestemme kursen.
Skal Danmark skifte til euroen?
Det er et større spørgsmål om, hvorvidt Danmark bør overgå til euroen.
At skifte til euroen ville endegyldigt cementere fællesskabet mellem den danske og den eurozonens økonomi. Da euroen i sig selv har en flydende kurs, ville det også betyde, at vi bedre ville kunne gardere sig mod valutaspekulation.
Til gengæld ville vi have meget svært ved at indrette vores valutakurs efter konjunkturer og lokale betingelser, der kun påvirker Danmark. Derudover er der en større symbolpolitisk diskussion om, hvorvidt en fælles valuta ville være skadeligt for den nationale sammenhængskraft i Danmark.
Indtil videre er spørgsmålet dog ikke særlig aktuelt. Danskerne har konsekvent stemt nej til euroen.