Sådan får du kompensation for flyforsinkelse
En flyforsinkelse kan ødelægge din ferie.
Selvom du lang tid i forvejen har planlagt din rejse, sammenlignet flyselskaber og valgt rejsedatoer, hvor din destination ikke er plaget af turbulente vejrfænomener, kan du stadig opleve, at dit fly bliver forsinket – eller endda helt aflyst.
Det gælder især i tider med udbrud på coronavirussen i store dele af verden.
I visse tilfælde har du dog ret til at få erstatning eller kompensation for forsinkelsen. I denne artikel redegør vi for, hvad dine rettigheder dækker, hvornår du kan få erstatning og hvordan du ansøger om kompensation, hvis flyet er blevet forsinket.
Hvad er dine rettigheder, hvis flyet er forsinket eller aflyst?
Dine rettigheder kan være forskellige, afhængigt af om du rejser inden eller uden for EU.
Hvis du flyver fra et EU-land eller flyver til et EU-land med et EU-flyselskab har du som flypassager visse rettigheder under europæisk lovgivning. Hvis du derimod rejser uden for EU, er du beskyttet af de landes lovgivning. Det kan betyde, at du ikke har krav på kompensation ved forsinkelser eller aflysning af fly.
I EU er flyselskabet forpligtet til at tilbyde dig gratis mad og drikke, hotelophold og adgang til at sende mails eller foretage telefonopkald. Det afhænger dog af, hvor længe du er blevet forsinket.
Hvis du er blevet mere end to timer forsinket, skal du tilbydes mad og drikke på selskabets regning. Det gælder ved rejser på:
- to timer og under 1.500 km.
- tre timer eller mere inden for EU på mere end 1.500km.
- fire timer eller mere uden for EU på mere end 3.500 km.
Hotelophold derimod bliver først en mulighed, hvis det bliver nødvendigt med en overnatning.
Hvis din flyrejse er forsinket mere end fem timer, har du desuden ret til at få pengene til din billet retur, og et tilbud om en tilbagerejse til den lufthavn, du fløj fra så tidligt som muligt.
Du kan også have ret til kompensation.
Kompensation for flyforsinkelse
Hvis dit fly er meget forsinket eller endda aflyst, kan du have ret under europæisk lov til kompensation.
Du kan bruge tjenester såsom AirHelp eller Flypenge.dk, hvis du vil søge kompensation – eller bare udregne, hvad du omtrent kan forvente at få, når du søger kompensation for flyforsinkelser. Du kan også vælge at gøre det selv, omend det kræver ekstra arbejde fra din side.
Størrelsen på kompensationen bestemmes af hvornår flyet bliver aflyst, årsagen til aflysningen/forsinkelsen og længden på din rejse.
Jo tidligere aflysningen sker – eller jo længere forsinkelsen er – desto flere penge har du typisk også ret til. Det maksimale beløb du kan forvente er dog 4.500 kr.
Forsinkelsen eller aflysningen udløser ikke kompensation, hvis det skyldes noget, der er ude af flyselskabets hænder. Det gælder blandt andet smittefare, risikable vejrforhold, politiske uroligheder, flyveforbud eller akut sygdom hos en passager.
Udbrud af coronavirussen falder under smittefare. Det betyder, at du ikke kan søge om kompensation, hvis dit fly bliver aflyst på grund af coronavirus. Du har dog ret til refusion eller ombooking af billetter, hvis flyselskabet aflyser rejsen.
Hvis du har købt en pakkerejse til Norditalien eller et andet land, som Udenrigsministeriet har frarådet rejser til, kan du dog godt have visse rettigheder, selvom rejsebureauet endnu ikke har aflyst rejsen.
Du kan se hvilke lande, Udenrigsministeriet har frarådet rejse til her.
Flyselskaberne gør det ofte svært at søge om erstatning. De kan blandt andet gøre det besværligt at klage ved at skjule e-mailadresser eller have for få ansatte i kundeservice. De kan også gøre det svært for dig at dokumentere korrespondance, hvis du skal kontakte dem via en online formular. I de groveste tilfælde er de endda blevet anklaget for at oplyse de forkerte årsager til forsinkelserne, så de ikke længere var juridisk bundet til at give dig kompensation.
Sagsbehandlingen tager også tid og kan kræve, at du kontakter dem flere gange over en længere periode. Det kan derfor også være en god idé at benytte sig af en af de ovenstående tjenester (AirHelp eller Flypenge.dk), da de håndterer sagen for dig.
Husk: Det er vigtigt, at du gemmer alle kvitteringer og dokumentation for din rejse – og din klagesag. Det gælder også dit oprindelige boarding pass.
Hvornår kan man få erstatning ved en flyforsinkelse?
Erstatning er anderledes fra kompensation.
Du kan få erstatning, hvis du har haft udgifter på grund af forsinkelsen. Det kunne for eksempel være køb af nye billetter, mistede overnatninger på hotel eller andre konkrete forhold. Det kræver dog ofte en advokat eller retshjælp at kortlægge præcis, hvad du har ret til i din specifikke situation. Det vigtigste er, at du har kvitteringer og anden dokumentation for dine udgifter.
Skal du ud at flyve snart?
Forsinkelse eller ej, skal du måske ud at rejse om lidt. Her anbefales det at følge myndighedernes seneste meldinger på det enkelte land, man skal til. Ellers anbefales det at holde sig opdateret på generelle rejsetips under COVID-19, så du kan rejse så sikkert som muligt.